Categories
Atlas

I begyndelsen virkede internettet som en god ting

I ’Trick Mirror’ undersøger Jia Tolentino tidens ambivalente splittelse mellem posering og autenticitet. Det har – ikke overraskende – noget med internettet at gøre.

KRITIK

I begyndelsen virkede internettet som en god ting

Af Stine Engen

I ’Trick Mirror’ undersøger Jia Tolentino tidens ambivalente splittelse mellem posering og autenticitet. Det har – ikke overraskende – noget med internettet at gøre.

Internettet opmuntrer til forstillelse og omdanner identiteten til resultatet af en slags strategisk markedsføring, hvor vi kuraterer vores selv. Det kunne være en konklusion at drage fra The New Yorker-skribent Jia Tolentinos essaysamling Trick Mirror: Reflections of Self-Delusion, der udkom i efteråret. Ifølge Tolentino har internettet ændret den måde, vi former vores identitet på, i takt med at grænserne mellem det digitale og det fysiske fordamper. Internettet har så at sige invaderet vores tilværelse, og det er uhyre svært at undslippe dets både dragende og forvrængende spejlbilleder af os selv og andre. 

Trick Mirror tager os med til alt fra grufulde ‘optimimaliserende’ fitness-timer på Manhattan til vennernes bryllupper der, til trods for at være rituelle og ens, stadig er noget, der skal føles specielt og unikt hver gang. I essayet A Story of a Generation in Seven Scams gennemgår hun syv forskellige svindelnumre, fra den episke Fyre Festival til Trumps præsidentskab, for at vise, hvor gennemsvindlet vores kultur er, og i hvor stor grad det faktisk kan betale sig at snyde. For hvad er egentlig svindel i dag? Er det svindel, når Gwyneth Paltrow sælger megadyre vaginaæg, der ikke har nogen dokumenteret sundhedseffekt? Essayet beskriver også sagen om russiske Anna Sorokin, der sidste år blev dømt for svindel, da det blev kendt, at hun havde opfundet sit alter ego Anna Delvey, en europæisk societypige, for at tjene penge og komme frem i elitens New York. Men i pressedækningen af hendes forbrydelse lå der hele tiden en undertone af, at hendes ageren var okay, for på en måde var hun bare en, der havde taget livet i egne hænder og skabt sig selv. En ægte go-getter, der ikke nøjes med at acceptere livets begrænsninger.

Tolentino påpeger, at der især er ét sted, hvor selvbedraget og poseringen stortrives. Du har nok allerede gættet det: internettet.

Tolentino er født i 1988 og er dermed en del af den første generation, der kan siges at være vokset op på nettet. Bogen starter derfor med en slags nostalgisk homage til det internet, der ikke findes længere. »In the beginning the Internet seemed good,« skriver hun. Det var de tidlige år, hvor man lavede sine egne hjemmesider og fik internetvenner gennem simple chatfora. Det unge internet var interagerende, mener Tolentino, i modsætning til midtnullernes Web 2.0, der introducerede portaler af uafbrudt aktivitet drevet frem af kommercialisering.

Det er ikke tilfældigt, at brug af sociale medier er koblet til dårlig psykisk sundhed, skriver Tolentino. For de fungerer bedst, når de er utilfredsstillende og hierarki- og afhængighedsskabende. Det er måske ulogisk, at vi vender tilbage til noget, der gør, at vi føler os dårligere end andre. Men pointen er, at vi på sociale medier hele tiden har på fornemmelsen, at belønningen ligger lige om hjørnet – bliv bedre til at fremstille dig selv, så får du flere likes. Det er essensen af, hvordan ’det sociale internet’ fungerer: Vi  S—4  markedsfører og kuraterer vores person og liv til selvpromovering og indtjening til store selskaber i Sillicon Valley. Med reference til sociologen Erving Goffman skriver Tolentino, at vi altid ‘performer’ et selv i mødet med andre. Ifølge hende har det sociale internet forstærket denne egenskab og gjort den til en central del af vores liv.

Som sekstenårig var Tolentino med i et realityprogram, der foregik i Puerto Rico. Programmet gik ud på, at en gruppe unge amerikanere i uskyldig flirt skulle konkurrere ‘drengene mod pigerne’ gennem en række afsnit. Tolentino skrev løbende dagbog under opholdet, og den selvbevidsthed, hun på dagbogsiderene udtrykker over sin figur i fjernsynet, kan nu foldes ud som en vellykket parallel til at være på nettet i dag. »Hvad ville Jia havde gjort,« skriver hun i dagbogen i tredjeperson og reflekterer hele tiden over, hvilken rolle hun skal spille i programmet, samtidig med at hun vil være ærlig og »den ægte Jia«. Lidt senere i dagbogen skriver hun, at hun bekymrer sig over at være blevet for bevidst over, hvad Jia ville have gjort, og at hun er bange for, at hun er blevet »en karakter i sig selv«. Det minder i det hele taget meget om den måde, man er nødt til at forholde sig til sig selv på, hvis man vil være en vellykket person på nettet. Er denne kommentar ‘mig’? Eller dette billede? Efterhånden er man nødt til at tage stilling til dette, allerede mens man oplever en situation: Ville dette egne sig min Instagram-profil? Oplevelsen af noget og dokumentationen af den oplevelse på nettet er nu uløselig knyttet sammen, skriver Tolentino. 

Tolentino er skribent i den moderne forstand, hvor hun til dels er afhængig af at være særligt aktiv på sociale medier  for at være ’relevant’ og ’et navn’. Det føler hun forståligt nok en ambivalens ved, og det gennemstrømmer hendes essays. Hun anerkender, at hendes succes delvist er hjulpet frem af, at hun er god til at fremstille sig selv på for eksempel Twitter, og at hun også tjener penge på denne selvpromovering. Men at omdanne sit liv til tekst vil måske altid være skribentens last. Alle oplevelser kan potentielt være stof til en kommende tekst. Gik Tolentino til den ‘optimaliserede’ fitnesstime Barre, fordi hun ville træne eller skrive et essay om det? 

I den selviscenesættende verden lever svindlen og ægtheden af hinanden. Der er både noget meget sandt og meget falskt i en internet-profil, som udbygger det personlige til en myte og en fortælling. For i det performede er sandhed ikke vigtigt. Det vigtige er derimod, hvad vi vil sige med det, vi viser frem. Tolentino sætter – helt i tidsånden – i høj grad sig selv på spil i sin undersøgelse af, hvordan internettet kan få selviscenesættelsen til at tage overhånd. 

Jia Tolentino, Trick Mirror: Reflections of Self-Delusion, Random House.