Categories
Atlas

Vi har ingen undskyldning for ikke at lytte

Da oprøret i Syrien brød ud, brændte drømmen om et sekulært demokrati. Men syrerne er blevet forladt af verdenssamfundet og regimets brutalitet virker uendelig. Erindringsessay af Haifaa Awad.

ESSAY

Vi har ingen undskyldning for ikke at lytte

Af Haifaa Awad

Da oprøret i Syrien brød ud, brændte drømmen om et sekulært demokrati. Men syrerne er blevet forladt af verdenssamfundet og regimets brutalitet virker uendelig. Erindringsessay af Haifaa Awad. 

Jeg er 14 år, og vi kører i en lille tætpakket minibus fra Damaskus til mine bedsteforældres landsby i Qalamounbjergene. Vi passerer igennem den smukke kristne by Seydnaya nord for hovedstaden, forbi en græsplettet gold bakke omringet af pigtråd, vejbomme, mure og bemandede udkigsposter. Den arabiske sludren blandt passagerne i bussen stopper brat. Jeg kigger op, toppen af bakken er ikke helt synlig, der er et plateau, hvor man kan se de grå betonmure rejse sig.

En ældre herre beder om at blive sat af, her er der ikke stoppesteder, man beder bare om at komme ud. Unge mænd med tynde mørke skægstubbe står vagt ved det, der ligner første kontrolpost ved foden af bakken. Deres uniformer er for store til dem, de sidder ikke rigtig til over skuldrene, og jakkerne er som altid i Syrien lidt for lange.

 Et dusin kvinder står ved indgangen, nogle af dem sidder på de smuldrende fortovssten, andre taler med de unge vagter. Gestikulerende kvindearme i mørke abaya’er, bøjede nakker og en stemning af desperation hviler over den lille forsamling. Da bussen stopper foran indgangen, toner den ældste kone, jeg nogensinde har set, frem foran mit vindue. Hun sidder på fortovskanten med hovedet indhyllet i den traditionelle sorte asbe. Brune øjne, indrammede af sort kohl, og en krummet ryg. Hun må have oplevet den franske kolonitid i Syrien. Hun er ikke fra egnen, hun ligner en, som er rejst meget langt fra det nordlige Syrien. Min næse trykker sig fladere mod vinduet, og uden blu kigger jeg på hende. Hun sidder helt stille, som om hun aldrig har lavet andet. Kvinderne har sorte poser, bylter og kasser med grøntsager og kolonialvarer, som står stablet på fortovet. Da døren åbner, og passagererne stiger ud, kan jeg høre kvinderne bønfalde vagterne.

Jeg forstår ingenting. Kvinder med desperate håndfagter og vagter, som står stille uden at interagere, med hænderne hvilende på deres våben, og så den mærkelige stilhed i bussen.  Jeg kan høre min mor hviske i øret til sin bror, han nikker og kigger ned. Bussen sætter i bevægelse igen, forbi den gamle kvinde og hendes venten foran fængslet. Et fængsel, som alverdens vidner og overlevere har beskrevet som helvede på jord, og som i syriske folkemunde er kendt som landets holocaustmaskine.

VALGETS TEATER

I syriske hjem vokser vi op med aldrig at tale om politik. Vi hylder præsidenten Hafez al-Assad, og da han dør, hylder vi hans søn Bashar al-Assad. I offentligheden beder vi Gud bevare og forlænge vores præsidents liv. 

I skolegården synger vi med falske børnestemmer om det gloværdige Baath-parti. Ja, der står vi, hundredvis af små skoleelever på snorlige rækker i lortefarvede skoleuniformer med orange halsbånd og skråler paroler, vi end ikke kan stave til. »Gud, Nationen og Assad,« messer de voksne, og vi efteraber.

Jeg lander kort efter i en dansk modtageklasse i 1993. Uden skoleuniformer og hyldestsange til Dronning  Magrethe starter en ny barndom og samfundsuddannelse for mig, mens Syrien bliver sommerferieland, modersmål og kærlighedssprog. 

Da jeg 7 år senere står i Damaskus, er den gamle diktator lige død, og landet holder vejret. Min familie begræder kun Hafez’ død offentligt. Vi holder vejret, mens vi venter på indsættelsen af hans søn, den blot 34 årige vestligt uddannede øjenlæge, Bashar al-Assad. En tilfældets præsident, som kom med på et afbud, efter hans storebor, Bassel, kørte galt i en brandert året forinden og døde på stedet. 

Bashar bebuder et politisk forår, som omfatter reformer, amnesti til hundredvis af politiske fanger og gennemgribende tiltag mod landets omfattende korruption. Damaskusforåret, som perioden bliver kaldt, er i gang, og håbet spirer om kap med jasminblomsterne, og jeg står som blomstrende teenager med struttende bryster i mit Damaskus, mit forår. 

Selv min politisk skarpe mor er revet med af håbet og tager billeder af den unge præsident med hjem til Danmark, hvor hun udsmykker vores  dagligstue med hans lange, lange hals. Et billede af præsidentfamiliens kernefamilie står endda side om side med vores skolefotos. Regimet fra Damaskus er flyttet med til Danmark.  

I et stort politisk teatershow bliver der udskrevet valg i diktaturet for at legitimere, at øjenlægen overtager magten efter sin far. Som syrere trækker vi generelt på skuldrene af landets valgresultater, for når sikkerhedstjenesten alligevel kigger med, når vi sætter krydset, er resultatet selv på en dårlig dag 98,9% i regimets favør.

Dette afholder dog ikke ambassader, konsulater og endda Syrian Airlines’ kontorer ude i verden fra at invitere, og naturligvis overvåge, eksilsyreres deltagelse i afstemningen. Min mor bliver prikket på skulderen af en regimeloyal syrisk kørelærer i Hillerød, som venligt kører os til Syrian Air-kontoret. Der bliver røget tæt i det lille, grå lokale med plastikblomster, falske lædersofaer og Assadplakater på væggene. Min mor får en kop kaffe og en Baklava og får så ellers lov til at sætte et kryds ved enten JA (eller JA) til, at Bashar skal overtage magten. Bagefter kan jeg fornemme på hende, at hendes håb om, at den læspende øjenlæge med den lange hals ville betyde ændringer i mere demokratisk retning, er slukket.

Senere viser det sig, at kørelæreren tager billeder af mig og informerer den syriske efterretningstjeneste om min aktivisme i Danmark. Jeg er nu registreret på flere forskellige syriske efterretningstjenesters horrible lister. Den midaldrende syriske mand og hans lakajer saboterer aktivistmøder og anti-regime-forsamlinger og forsøger at true os alle til tavshed.

EN ROSE I ØRKENEN

Den vestligt uddannede førstedame Asmaa, som senere under sin mands massakrer imod byen Homs bestiller dyre designermøbler fra Dubai, opretter i begyndelsen af deres regeringsperiode en NGO for at empower især kvinder. Indrømmet, jeg var fascineret over at se, at hun arrangerede cykelture for kvinder i et land, hvor den slags var aldeles uhørt. Men i et land hvor, kvinders vilkår for lighed og selvstændighed besværes af massiv arbejdsløshed, korruption og et altomfattende patriarkat, er en tur på cykel bare ikke emancipation.

»Mine kollegaers forsøg på at skjule hospitalerne i grotter, under jorden eller i et gammelt aflukket plejehjem, som det jeg er på vej til, er ofte forgæves.«

Asmaa forsøger over årene ihærdigt at brande regimet som demokratisk. Jeg husker den dag, hvor jeg med vantro læser hende beskrevet som »en rose i ørkenen« i modemagasinet Vogue. En måned senere begynder hendes mand at slå brutalt ned på de fredelige demonstrationer i Syrien.

Jeg bliver selv revet med af den løsslupne demokratiseringsstemning og spørger naivt den wasta – regi-  mekontakt – vi kender, om jeg kan engagere mig politisk i Syrien. Hvis førstedamen kan snakke om empowerment, og præsidenten om demokratisering, så kan jeg vel også.

Han henviser mig stolt til en af Ba’athpartiets ungdomsorganisationer, som samler skrald op i byen. Dér kunne jeg engagere mig, siger han koldt.

En wasta er en kontakt i regimet, som har beføjelser, og som giver tjenester, hvis man er i nød. I det syriske samfund er man heldig, hvis man kender nogen, som kender nogen i regimeapparatet. Det kafkaske bureaukrati, sikkerhedstjenestens overvågning og vilkårlige arrestationer kræver, at man har en livline.

En wastas tjeneste er dog aldrig gratis. Vores wasta hed Mahmoud og trænede syriske elitesoldater til hverdag. Når han engang imellem havde fri, tog han sin kone og børn med på besøg. For at smøre manden og holde os på god fod med ham – men også i ren landsmandsgæstfrihed – fyldte min bedstefar Mahmouds bil med friske afgrøder, mens min bedstemor kokkererede det bedste, hun kunne. Min morbror bad mig om at være stille og holde mig langt væk fra stuen. Magtfuldkomne typer som disse har for vane at antaste kvinder, som var vi regimets eje.

»Først flere år senere, imens han træner elitesoldater i at myrde fredelige demonstranter, fortæller jeg familien om Mahmouds chikane. Jeg mærker et jordskælv af frygt og desperation i familien, hvem tør stille sig op imod regimets mand?«

I flere år smiler jeg falskt, når Mahmoud gør os tjenester i det korrupte lufthavnssystem. En dag tager han betaling tilbage for sine tjenester ved at tage mig på brysterne, imens jeg laver kaffe i køkkenet. Han griner imens, som om han ejer verden.

Kvinder er underlagt et æreskodeks, hvor selv et forsvar imod overgreb kan ende med at give bagslag, især hvis man er oppe mod regimets magtfulde mænd. Først flere år senere, imens han træner elitesoldater til at myrde fredelige demonstranter, fortæller jeg familien om Mahmouds chikane. Jeg mærker et jordskælv af frygt og desperation i familien, hvem tør stille sig op imod regimets mand? Ingen tør tage stilling af ren frygt.

Da oprøret bryder ud, tager jeg personligt stilling for revolutionen og imod regimet og engagerer mig som frivillig læge i oprørskontrollerede områder. Jeg har senere fået at vide, at mens jeg arbejdede i Syrien som læge, blev Mahmoud snigmyrdet foran sit hjem af en oprører, hvis familiemedlemmer han havde likvideret. Han blev stukket med en kniv i brystet flere gange. 

DE LIKVIDERER LÆGER, DE GÅR EFTER JER

Ahmad griner, da han ser mine bare arme under den tyrkiske sol. Han graver en sort abaya frem fra bagagerummet og kaster den i mine arme. Vi krydser den syriske grænse om lidt, og hospitalet ligger i et område kontrolleret af al-Qaeda. Jeg løfter skuldrene lidt, men sænker dem hurtigt igen. Jeg er her for at redde civile liv og ikke kæmpe en feministisk kamp mod al-Qaeda. Lige nu vil jeg bare ind til det hjemland, jeg ikke har set i 4 år. Jeg tager den sorte dragt på og sikrer mig, at mit danske pas er gemt af vejen mod mit maveskind. Troende mænd vil ikke kropsvisitere mig ved grænseposten, jeg skal bare nikke, når Ahmad siger, jeg er hans kusine. 

 Ahmad sidder foran med chaufføren. Det er første gang, jeg møder Ahmad personligt, efter at en ven satte os i forbindelse med hinanden. Vi har skypet sammen i måneder, mens jeg har aflagt de sidste eksaminer på studiet i København. Han ser ældre ud i virkeligheden, Skype slører hans fine rynker og den dybe bekymring, der hviler over hans bevægelser. Bilen slynger sig igennem frodige bjerge, og vi nærmer os kontrolposten. Mine fingre piller nervøst ved bildøren, og jeg bider mig selv i læberne. Det her er risky buisness, fucking risky. En ung dansk kvindelig syrisk læge på vej ind i oprørskontrollerede områder i et af verdens farligste lande. Jeg tænker på min mors tårevædede ansigt, da hun gav slip på mig i Kastrup Lufthavn, jeg har aldrig set så meget frygt. »De likviderer læger, de går efter jer,« messede hun i sit sidste forsøg på at få mig til at vende om. 

Siden de fredelige protester brød ud og blev mødt af regimets ild, har læger som behandler demonstranter været et særligt yndet mål for regimet. I takt med at krigen er eskaleret, har regimet raffineret sine angreb på læger og sygehuse. Systematisk orkestrerede angreb på sundhedsfaciliteter er en bevidst krigstaktik, som øjenlægen står bag. Læger, som arbejder i oprørskontrollerede områder eller behandler civile og demonstranter uden for regimets hospitaler – de såkaldte slagtehuse – torteres og likvideres i hundredvis. Mine kollegaers forsøg på at skjule hospitalerne i grotter, under jorden eller i et gammelt aflukket plejehjem, som det jeg er på vej til, er ofte forgæves. Mit blod bruser i ørerne, da Ahmad vender sig om og beder mig være klar. Han roder sig selv i håret og fumler med nogle papirer, da chaufføren ruller vinduet ned. Jeg tør ikke løfte blikket, tænk hvis de kan se på mig, at jeg er eksil-syrer fra Danmark. En stor fed afvisning ved grænsen eller en stor dusørsum, når jeg bliver bortført? Imens jeg sidder med hænderne knuget i skødet og overvejer, hvilken skæbne der er den grummeste, hører jeg, at vi får tilladelse til at passere. De bryske mænd, som bevogter grænsen har alligevel stor respekt for kirurgen Ahmad. Jeg tør ikke kigge op og se Syrien. Jeg holder blikket fæstnet på mine urolige svedende hænder.

I flere år har jeg drømt om at komme tilbage, forestillet mig, at jeg deltog i protesterne og sang med på melodierne om frihed. I flere år har jeg kigget ængsteligt på et stigende dødstal, som ingen i verdenssamfundet ville gøre noget ved. Afhoppere fra regimets hær dannede den Frie Syriske Hær og fravristede blodsregimet magten i flere provinser. Drømmen om et sekulært demokrati, hvor millioner af syrere kunne leve i anstændighed, var inden for rækkevidde. Jo længere ind i landet, vi kørte, desto tættere på mig var demokratiet. Når trægrene skrabede mod bilens vinduer, troede jeg, at de sang om lænkernes ende. Solen, som skinnede ind gennem vinduerne, var absolut fri, den havde en bestemt glød. Jeg smilede. Jeg kørte nu igennem en del af Syrien, hvor jeg kunne forbande regimet, hvis jeg ville, uden at en sikkerhedsofficer ville arrestere mig.

Ahmad vender sig om: »Velkommen til de befriede dele af Syrien, Doktor Haifaa.«

Jeg kigger endelig op på Ahmad, han smiler stort. Vi kører på en støvet landevej igennem en landsby i bjergene. Husene er, som jeg kender dem, hvidkalkede lerhuse, som i mine bedsteforældres landsby. Flade tage, trædøre og støvede små veje. Dér er der en traktor, en mand suser forbi på motorcykel, dér går en dreng med en trillebør. Mænd med skæg, skæg alle vegne. Sorte kvindespøgelser dukker op på vejene. Stumpede mandebukser, mere skæg. Her har jeg ikke lyst til at trykke næsen mod vinduet, som jeg gjorde i Seydnaya i min barndom.

Tektoniske plader bevæger sig i mit indre. Mit smil falmer i takt med, at mit lands nye landskab åbenbarer sig for mig. Syrerne er blevet forladt af verdenssamfundet, og ekstreme kræfter har overtaget vores fredelige revolution og identitet.

Da vi ankommer til hospitalet og modtages af de kvindelige og mandlige læger, går et lettelsens suk igennem mig. Jeg kan høre på snakken og tonen, at de nytilkomne rabiate tendenser ikke har fået rodfæste her. Kvindelige læger i smarte tørklæder joker med deres mandlige kollegaer, vandpiber tændes i gården, og frivillige sygeplejersker fra andre regioner i landet hylder stadig de sekulære oprørsgrupper.

Jeg sætter mig på en sofa i kaffestuen på hospitalet og betragter mit nye arbejdssted. Jeg ville ønske, jeg kunne vende tilbage til den gamle kvinde med de kohlindrammede øjne foran Seydnayas torturfængsel og fortælle hende, at ventetiden er forbi, at kampen nu er begyndt.

Overalt i den arabiske verden kæmper kvinder som læger, advokater og journalister for at ændre deres nutid og fremtid. Stille forandringer, som aldrig vil blive overskrifter. Oprør og selvopofrelse, som aldrig vil blive anerkendt, og formentlig knuses af patriarkatet. Vi har ingen undskyldinger for ikke at lytte til dem.

Haifaa Awad er læge og debattør og har ad flere omgange arbejdet som frivillig under borgerkrigen i Syrien.