Categories
Atlas

Cover

#1 / 2020

Categories
Atlas

Leder: De Kvalificerende lag

LEDER

DE KVALIFICERENDE LAG

Hvad gør en roman god? Et essay? En boganmeldelse? Almindeligvis ville man svare noget i retning af, at det kræver en dygtig skribent med en original og kreativ pen, den slags. Men det svarer stadig ikke helt på spørgsmålet om, hvad der helt konkret gør tekster gode. Hvilke vilkår, der skal være til stede, for at en roman, et essay eller en boganmeldelse bliver værd at læse. Et bud er, at kompetente tekster naturligvis kræver kompetente forfattere, men at de i ligeså høj grad afhænger af kompetent redigering. Gode tekster har brug for dedaktører, der tør stille de ubekvemme spørgsmål til den, redaktører, der kan se de uklarheder, mangler, overflødigheder, tekstens afsender ikke selv kan se. Det kvalificerende lag, redaktører på forlag og i mediehuse udgør, er altså essentielt for at bevare og højne kvaliteten af det, der bliver udgivet.

Det er ingen hemmelighed, at den teknologiske udvikling i det 21. århundrede har sat forlags- og mediebranchen under pres. Nye teknologier har skabt nye markedsvilkår, og det smitter uundgåeligt af på det indhold, der bliver produceret. En leder i det amerikanske magasin N+1 rammer hovedet på sømmet i sin analyse af den amerikanske bogbranche i Amazon-æraen anno 2020: »Der er stadig mange redaktører, der redigerer, og redigerer godt, men de arbejder i et modsætningsforhold til deres arbejdsgivere, der primært opfatter redaktører som værdifulde, når de opsporer på for-  hånd givne salgssucceser. Det er i virkeligheden en gammel tendens, der blot bliver kraftigt accelereret i denne aggressivt merkantile æra.«

Noget tyder simpelthen på, at redaktørernes kvalificerende lag er under angreb. I en tid, hvor teknologigiganter underløber mediers og forlagshuses vante salgs- og markedsføringsmodeller, bliver redaktører i stigende grad omdannet til en slags ”succes-spejdere”. Som N+1-lederen tørt konstaterer efter en oplistning af en række nyudgivelser fra nogle af USAs største forlagsgiganter: »Prosaen i mange af disse bøger tyder på, at forlagene ikke længere redigerer.«

Situationen i Danmark er langtfra ligeså desperat som i USA, hvor markedets logikker ofte har langt større vægt end de fleste andre steder i verden. Men det hænder alligevel oftere og oftere, at anmeldere herhjemme klager over, at bøgerne er dårligt redigerede, dårligt korrekturlæste, for sjuskede simpelthen. Derudover vælter det for tiden frem med kendte mennesker, der får udgivet bøger på de største forlag, tilsyneladende blot fordi de er kendte. Det virker indimellem, som om jagten på de ”på forhånd givne salgssucceser” også er sat ind hertillands. Samtidig er det tydeligt, at mediehuse under nettets krav om flere klik og højere hastighed har tendens til at prioritere flere korte og hurtigt producerede artikler, fordi en polemisk caféanmeldelse på 1000 anslag kan skaffe ligeså mange klik og ligeså megen værdifuld SoMe-rotation som et grundigt portræt på 25.000 anslag. 

I grunden virker det lidt kontraintuitivt, at forlag og medier opfører sig sådan. Læsere af romaner, digte, essays og kulturkritik er vel ikke blevet mindre krævende med tiden? Her på magasinet mærker vi blandt vore læsere en tydelig sult efter indhold, der har været en, to, tre, gerne endnu flere ture gennem redaktørernes kvalificerende lag. Tekster, der har været vendt, drejet og diskuteret – og er blevet bedre af det. Læsere er kvalitetsbevidste, læsere gider ikke hurtigt produceret, dårligt skrevet webindhold. Og de gider heller ikke dårligt skrevne, uredigerede bøger. I den forstand er vi optimistiske: læserne skal nok forstå at kræve det, de ønsker. Det giver et håb om, at de kvalificerende lag nok skal overleve fremtidens markedsgørelse af litteraturen og journalistikken. Måske er det på tide at begynde at værdsætte dem lidt mere.

I al ydmyghed synes vi, at Jacob Skyggebjergs reportage i dette nummer, er et eksempel på et sådant grundigt stykke arbejde. Drevet af nysgerrighed meldte forfatteren sig ind i Stram Kurs under en opdigtet identitet og tog til partiets såkaldte rigskongres på Christiansborg. Resultat er en lang og medrivende tekst, der både er en slags psykologisk undersøgelse af partiets leder og et portræt af den besynderlige flok, der udgør partiets medlemmer. Den er ikke polemisk og alene dens længde gør, at den ikke er skabt til internettet. Men vi er ret sikre på, at den har et erkendelsespotentiale, der er større end 10.000 Groft sagt-klummer tilsammen.  

Categories
Atlas

Kolofon


Ansvarshavende chefredaktør Kristoffer Granov Redaktionschef Alexander Rich Henningsen Litteraturredaktør Sigrid Kraglund Adamsson Redaktion Morten Bønke, Sigrid Kraglund Adamsson, Alexander Rich Henningsen, Kristoffer Granov Skribenter Stine Engen, Mikkel Thulstrup, Haifaa Awad, Jakob Skyggebjerg, Kathrine Amann, Simone Due Rasmussen, Morten Bønke, Jonathan West Carstensen, Klaus Rothstein, Trine Riel, Johan Lose, Søren R. Fauth, Laurits Nikolajsen, Asger Nielsen, Katrine Høghøj, Oscar Linde Røikjer, Alexander Rich Henningsen Illustrationer Thit Thyrring Korrektur Liva Helio Podcastredaktion Josefine Maria Hansen, Nana Kofoed, Luna Svarrer, Astrid Rifbjerg Layout & Design Anne-Loui$e Hansen Webbureau B14 Oplag 5000 Tryk Sjællandske medier Udgivet af ATLAS / Ord & Steder I/S, Nikolaj Plads 27, 1067 København K, Cvr 35795057, ISSN 2446-2942

Modsat stort set alle andre medier i landet modtager ATLAS ikke mediestøtte, men fungerer på rene markedsvilkår. Se derfor om muligheder for at abonnere på vores hjemmeside. Vi modtager dog et lillebitte årligt beløb fra Statens Kunstfont. ATLAS er medlem af Eurozine.

Næste nummer udkommer maj 2020 


Categories
Atlas

Annonce: Gyldendal

Categories
Atlas

I begyndelsen virkede internettet som en god ting

KRITIK

I begyndelsen virkede internettet som en god ting

Af Stine Engen

I ’Trick Mirror’ undersøger Jia Tolentino tidens ambivalente splittelse mellem posering og autenticitet. Det har – ikke overraskende – noget med internettet at gøre.

Internettet opmuntrer til forstillelse og omdanner identiteten til resultatet af en slags strategisk markedsføring, hvor vi kuraterer vores selv. Det kunne være en konklusion at drage fra The New Yorker-skribent Jia Tolentinos essaysamling Trick Mirror: Reflections of Self-Delusion, der udkom i efteråret. Ifølge Tolentino har internettet ændret den måde, vi former vores identitet på, i takt med at grænserne mellem det digitale og det fysiske fordamper. Internettet har så at sige invaderet vores tilværelse, og det er uhyre svært at undslippe dets både dragende og forvrængende spejlbilleder af os selv og andre. 

Trick Mirror tager os med til alt fra grufulde ‘optimimaliserende’ fitness-timer på Manhattan til vennernes bryllupper der, til trods for at være rituelle og ens, stadig er noget, der skal føles specielt og unikt hver gang. I essayet A Story of a Generation in Seven Scams gennemgår hun syv forskellige svindelnumre, fra den episke Fyre Festival til Trumps præsidentskab, for at vise, hvor gennemsvindlet vores kultur er, og i hvor stor grad det faktisk kan betale sig at snyde. For hvad er egentlig svindel i dag? Er det svindel, når Gwyneth Paltrow sælger megadyre vaginaæg, der ikke har nogen dokumenteret sundhedseffekt? Essayet beskriver også sagen om russiske Anna Sorokin, der sidste år blev dømt for svindel, da det blev kendt, at hun havde opfundet sit alter ego Anna Delvey, en europæisk societypige, for at tjene penge og komme frem i elitens New York. Men i pressedækningen af hendes forbrydelse lå der hele tiden en undertone af, at hendes ageren var okay, for på en måde var hun bare en, der havde taget livet i egne hænder og skabt sig selv. En ægte go-getter, der ikke nøjes med at acceptere livets begrænsninger.

Tolentino påpeger, at der især er ét sted, hvor selvbedraget og poseringen stortrives. Du har nok allerede gættet det: internettet.

Tolentino er født i 1988 og er dermed en del af den første generation, der kan siges at være vokset op på nettet. Bogen starter derfor med en slags nostalgisk homage til det internet, der ikke findes længere. »In the beginning the Internet seemed good,« skriver hun. Det var de tidlige år, hvor man lavede sine egne hjemmesider og fik internetvenner gennem simple chatfora. Det unge internet var interagerende, mener Tolentino, i modsætning til midtnullernes Web 2.0, der introducerede portaler af uafbrudt aktivitet drevet frem af kommercialisering.

Det er ikke tilfældigt, at brug af sociale medier er koblet til dårlig psykisk sundhed, skriver Tolentino. For de fungerer bedst, når de er utilfredsstillende og hierarki- og afhængighedsskabende. Det er måske ulogisk, at vi vender tilbage til noget, der gør, at vi føler os dårligere end andre. Men pointen er, at vi på sociale medier hele tiden har på fornemmelsen, at belønningen ligger lige om hjørnet – bliv bedre til at fremstille dig selv, så får du flere likes. Det er essensen af, hvordan ’det sociale internet’ fungerer: Vi  S—4  markedsfører og kuraterer vores person og liv til selvpromovering og indtjening til store selskaber i Sillicon Valley. Med reference til sociologen Erving Goffman skriver Tolentino, at vi altid ‘performer’ et selv i mødet med andre. Ifølge hende har det sociale internet forstærket denne egenskab og gjort den til en central del af vores liv.

Som sekstenårig var Tolentino med i et realityprogram, der foregik i Puerto Rico. Programmet gik ud på, at en gruppe unge amerikanere i uskyldig flirt skulle konkurrere ‘drengene mod pigerne’ gennem en række afsnit. Tolentino skrev løbende dagbog under opholdet, og den selvbevidsthed, hun på dagbogsiderene udtrykker over sin figur i fjernsynet, kan nu foldes ud som en vellykket parallel til at være på nettet i dag. »Hvad ville Jia havde gjort,« skriver hun i dagbogen i tredjeperson og reflekterer hele tiden over, hvilken rolle hun skal spille i programmet, samtidig med at hun vil være ærlig og »den ægte Jia«. Lidt senere i dagbogen skriver hun, at hun bekymrer sig over at være blevet for bevidst over, hvad Jia ville have gjort, og at hun er bange for, at hun er blevet »en karakter i sig selv«. Det minder i det hele taget meget om den måde, man er nødt til at forholde sig til sig selv på, hvis man vil være en vellykket person på nettet. Er denne kommentar ‘mig’? Eller dette billede? Efterhånden er man nødt til at tage stilling til dette, allerede mens man oplever en situation: Ville dette egne sig min Instagram-profil? Oplevelsen af noget og dokumentationen af den oplevelse på nettet er nu uløselig knyttet sammen, skriver Tolentino. 

Tolentino er skribent i den moderne forstand, hvor hun til dels er afhængig af at være særligt aktiv på sociale medier  for at være ’relevant’ og ’et navn’. Det føler hun forståligt nok en ambivalens ved, og det gennemstrømmer hendes essays. Hun anerkender, at hendes succes delvist er hjulpet frem af, at hun er god til at fremstille sig selv på for eksempel Twitter, og at hun også tjener penge på denne selvpromovering. Men at omdanne sit liv til tekst vil måske altid være skribentens last. Alle oplevelser kan potentielt være stof til en kommende tekst. Gik Tolentino til den ‘optimaliserede’ fitnesstime Barre, fordi hun ville træne eller skrive et essay om det? 

I den selviscenesættende verden lever svindlen og ægtheden af hinanden. Der er både noget meget sandt og meget falskt i en internet-profil, som udbygger det personlige til en myte og en fortælling. For i det performede er sandhed ikke vigtigt. Det vigtige er derimod, hvad vi vil sige med det, vi viser frem. Tolentino sætter – helt i tidsånden – i høj grad sig selv på spil i sin undersøgelse af, hvordan internettet kan få selviscenesættelsen til at tage overhånd. 

Jia Tolentino, Trick Mirror: Reflections of Self-Delusion, Random House.

Categories
Atlas

Annonce: Jensen og Dalgaard

Categories
Atlas

Vi har ingen undskyldning for ikke at lytte

ESSAY

Vi har ingen undskyldning for ikke at lytte

Af Haifaa Awad

Da oprøret i Syrien brød ud, brændte drømmen om et sekulært demokrati. Men syrerne er blevet forladt af verdenssamfundet og regimets brutalitet virker uendelig. Erindringsessay af Haifaa Awad. 

Jeg er 14 år, og vi kører i en lille tætpakket minibus fra Damaskus til mine bedsteforældres landsby i Qalamounbjergene. Vi passerer igennem den smukke kristne by Seydnaya nord for hovedstaden, forbi en græsplettet gold bakke omringet af pigtråd, vejbomme, mure og bemandede udkigsposter. Den arabiske sludren blandt passagerne i bussen stopper brat. Jeg kigger op, toppen af bakken er ikke helt synlig, der er et plateau, hvor man kan se de grå betonmure rejse sig.

En ældre herre beder om at blive sat af, her er der ikke stoppesteder, man beder bare om at komme ud. Unge mænd med tynde mørke skægstubbe står vagt ved det, der ligner første kontrolpost ved foden af bakken. Deres uniformer er for store til dem, de sidder ikke rigtig til over skuldrene, og jakkerne er som altid i Syrien lidt for lange.

 Et dusin kvinder står ved indgangen, nogle af dem sidder på de smuldrende fortovssten, andre taler med de unge vagter. Gestikulerende kvindearme i mørke abaya’er, bøjede nakker og en stemning af desperation hviler over den lille forsamling. Da bussen stopper foran indgangen, toner den ældste kone, jeg nogensinde har set, frem foran mit vindue. Hun sidder på fortovskanten med hovedet indhyllet i den traditionelle sorte asbe. Brune øjne, indrammede af sort kohl, og en krummet ryg. Hun må have oplevet den franske kolonitid i Syrien. Hun er ikke fra egnen, hun ligner en, som er rejst meget langt fra det nordlige Syrien. Min næse trykker sig fladere mod vinduet, og uden blu kigger jeg på hende. Hun sidder helt stille, som om hun aldrig har lavet andet. Kvinderne har sorte poser, bylter og kasser med grøntsager og kolonialvarer, som står stablet på fortovet. Da døren åbner, og passagererne stiger ud, kan jeg høre kvinderne bønfalde vagterne.

Jeg forstår ingenting. Kvinder med desperate håndfagter og vagter, som står stille uden at interagere, med hænderne hvilende på deres våben, og så den mærkelige stilhed i bussen.  Jeg kan høre min mor hviske i øret til sin bror, han nikker og kigger ned. Bussen sætter i bevægelse igen, forbi den gamle kvinde og hendes venten foran fængslet. Et fængsel, som alverdens vidner og overlevere har beskrevet som helvede på jord, og som i syriske folkemunde er kendt som landets holocaustmaskine.

VALGETS TEATER

I syriske hjem vokser vi op med aldrig at tale om politik. Vi hylder præsidenten Hafez al-Assad, og da han dør, hylder vi hans søn Bashar al-Assad. I offentligheden beder vi Gud bevare og forlænge vores præsidents liv. 

I skolegården synger vi med falske børnestemmer om det gloværdige Baath-parti. Ja, der står vi, hundredvis af små skoleelever på snorlige rækker i lortefarvede skoleuniformer med orange halsbånd og skråler paroler, vi end ikke kan stave til. »Gud, Nationen og Assad,« messer de voksne, og vi efteraber.

Jeg lander kort efter i en dansk modtageklasse i 1993. Uden skoleuniformer og hyldestsange til Dronning  Magrethe starter en ny barndom og samfundsuddannelse for mig, mens Syrien bliver sommerferieland, modersmål og kærlighedssprog. 

Da jeg 7 år senere står i Damaskus, er den gamle diktator lige død, og landet holder vejret. Min familie begræder kun Hafez’ død offentligt. Vi holder vejret, mens vi venter på indsættelsen af hans søn, den blot 34 årige vestligt uddannede øjenlæge, Bashar al-Assad. En tilfældets præsident, som kom med på et afbud, efter hans storebor, Bassel, kørte galt i en brandert året forinden og døde på stedet. 

Bashar bebuder et politisk forår, som omfatter reformer, amnesti til hundredvis af politiske fanger og gennemgribende tiltag mod landets omfattende korruption. Damaskusforåret, som perioden bliver kaldt, er i gang, og håbet spirer om kap med jasminblomsterne, og jeg står som blomstrende teenager med struttende bryster i mit Damaskus, mit forår. 

Selv min politisk skarpe mor er revet med af håbet og tager billeder af den unge præsident med hjem til Danmark, hvor hun udsmykker vores  dagligstue med hans lange, lange hals. Et billede af præsidentfamiliens kernefamilie står endda side om side med vores skolefotos. Regimet fra Damaskus er flyttet med til Danmark.  

I et stort politisk teatershow bliver der udskrevet valg i diktaturet for at legitimere, at øjenlægen overtager magten efter sin far. Som syrere trækker vi generelt på skuldrene af landets valgresultater, for når sikkerhedstjenesten alligevel kigger med, når vi sætter krydset, er resultatet selv på en dårlig dag 98,9% i regimets favør.

Dette afholder dog ikke ambassader, konsulater og endda Syrian Airlines’ kontorer ude i verden fra at invitere, og naturligvis overvåge, eksilsyreres deltagelse i afstemningen. Min mor bliver prikket på skulderen af en regimeloyal syrisk kørelærer i Hillerød, som venligt kører os til Syrian Air-kontoret. Der bliver røget tæt i det lille, grå lokale med plastikblomster, falske lædersofaer og Assadplakater på væggene. Min mor får en kop kaffe og en Baklava og får så ellers lov til at sætte et kryds ved enten JA (eller JA) til, at Bashar skal overtage magten. Bagefter kan jeg fornemme på hende, at hendes håb om, at den læspende øjenlæge med den lange hals ville betyde ændringer i mere demokratisk retning, er slukket.

Senere viser det sig, at kørelæreren tager billeder af mig og informerer den syriske efterretningstjeneste om min aktivisme i Danmark. Jeg er nu registreret på flere forskellige syriske efterretningstjenesters horrible lister. Den midaldrende syriske mand og hans lakajer saboterer aktivistmøder og anti-regime-forsamlinger og forsøger at true os alle til tavshed.

EN ROSE I ØRKENEN

Den vestligt uddannede førstedame Asmaa, som senere under sin mands massakrer imod byen Homs bestiller dyre designermøbler fra Dubai, opretter i begyndelsen af deres regeringsperiode en NGO for at empower især kvinder. Indrømmet, jeg var fascineret over at se, at hun arrangerede cykelture for kvinder i et land, hvor den slags var aldeles uhørt. Men i et land hvor, kvinders vilkår for lighed og selvstændighed besværes af massiv arbejdsløshed, korruption og et altomfattende patriarkat, er en tur på cykel bare ikke emancipation.

»Mine kollegaers forsøg på at skjule hospitalerne i grotter, under jorden eller i et gammelt aflukket plejehjem, som det jeg er på vej til, er ofte forgæves.«

Asmaa forsøger over årene ihærdigt at brande regimet som demokratisk. Jeg husker den dag, hvor jeg med vantro læser hende beskrevet som »en rose i ørkenen« i modemagasinet Vogue. En måned senere begynder hendes mand at slå brutalt ned på de fredelige demonstrationer i Syrien.

Jeg bliver selv revet med af den løsslupne demokratiseringsstemning og spørger naivt den wasta – regi-  mekontakt – vi kender, om jeg kan engagere mig politisk i Syrien. Hvis førstedamen kan snakke om empowerment, og præsidenten om demokratisering, så kan jeg vel også.

Han henviser mig stolt til en af Ba’athpartiets ungdomsorganisationer, som samler skrald op i byen. Dér kunne jeg engagere mig, siger han koldt.

En wasta er en kontakt i regimet, som har beføjelser, og som giver tjenester, hvis man er i nød. I det syriske samfund er man heldig, hvis man kender nogen, som kender nogen i regimeapparatet. Det kafkaske bureaukrati, sikkerhedstjenestens overvågning og vilkårlige arrestationer kræver, at man har en livline.

En wastas tjeneste er dog aldrig gratis. Vores wasta hed Mahmoud og trænede syriske elitesoldater til hverdag. Når han engang imellem havde fri, tog han sin kone og børn med på besøg. For at smøre manden og holde os på god fod med ham – men også i ren landsmandsgæstfrihed – fyldte min bedstefar Mahmouds bil med friske afgrøder, mens min bedstemor kokkererede det bedste, hun kunne. Min morbror bad mig om at være stille og holde mig langt væk fra stuen. Magtfuldkomne typer som disse har for vane at antaste kvinder, som var vi regimets eje.

»Først flere år senere, imens han træner elitesoldater i at myrde fredelige demonstranter, fortæller jeg familien om Mahmouds chikane. Jeg mærker et jordskælv af frygt og desperation i familien, hvem tør stille sig op imod regimets mand?«

I flere år smiler jeg falskt, når Mahmoud gør os tjenester i det korrupte lufthavnssystem. En dag tager han betaling tilbage for sine tjenester ved at tage mig på brysterne, imens jeg laver kaffe i køkkenet. Han griner imens, som om han ejer verden.

Kvinder er underlagt et æreskodeks, hvor selv et forsvar imod overgreb kan ende med at give bagslag, især hvis man er oppe mod regimets magtfulde mænd. Først flere år senere, imens han træner elitesoldater til at myrde fredelige demonstranter, fortæller jeg familien om Mahmouds chikane. Jeg mærker et jordskælv af frygt og desperation i familien, hvem tør stille sig op imod regimets mand? Ingen tør tage stilling af ren frygt.

Da oprøret bryder ud, tager jeg personligt stilling for revolutionen og imod regimet og engagerer mig som frivillig læge i oprørskontrollerede områder. Jeg har senere fået at vide, at mens jeg arbejdede i Syrien som læge, blev Mahmoud snigmyrdet foran sit hjem af en oprører, hvis familiemedlemmer han havde likvideret. Han blev stukket med en kniv i brystet flere gange. 

DE LIKVIDERER LÆGER, DE GÅR EFTER JER

Ahmad griner, da han ser mine bare arme under den tyrkiske sol. Han graver en sort abaya frem fra bagagerummet og kaster den i mine arme. Vi krydser den syriske grænse om lidt, og hospitalet ligger i et område kontrolleret af al-Qaeda. Jeg løfter skuldrene lidt, men sænker dem hurtigt igen. Jeg er her for at redde civile liv og ikke kæmpe en feministisk kamp mod al-Qaeda. Lige nu vil jeg bare ind til det hjemland, jeg ikke har set i 4 år. Jeg tager den sorte dragt på og sikrer mig, at mit danske pas er gemt af vejen mod mit maveskind. Troende mænd vil ikke kropsvisitere mig ved grænseposten, jeg skal bare nikke, når Ahmad siger, jeg er hans kusine. 

 Ahmad sidder foran med chaufføren. Det er første gang, jeg møder Ahmad personligt, efter at en ven satte os i forbindelse med hinanden. Vi har skypet sammen i måneder, mens jeg har aflagt de sidste eksaminer på studiet i København. Han ser ældre ud i virkeligheden, Skype slører hans fine rynker og den dybe bekymring, der hviler over hans bevægelser. Bilen slynger sig igennem frodige bjerge, og vi nærmer os kontrolposten. Mine fingre piller nervøst ved bildøren, og jeg bider mig selv i læberne. Det her er risky buisness, fucking risky. En ung dansk kvindelig syrisk læge på vej ind i oprørskontrollerede områder i et af verdens farligste lande. Jeg tænker på min mors tårevædede ansigt, da hun gav slip på mig i Kastrup Lufthavn, jeg har aldrig set så meget frygt. »De likviderer læger, de går efter jer,« messede hun i sit sidste forsøg på at få mig til at vende om. 

Siden de fredelige protester brød ud og blev mødt af regimets ild, har læger som behandler demonstranter været et særligt yndet mål for regimet. I takt med at krigen er eskaleret, har regimet raffineret sine angreb på læger og sygehuse. Systematisk orkestrerede angreb på sundhedsfaciliteter er en bevidst krigstaktik, som øjenlægen står bag. Læger, som arbejder i oprørskontrollerede områder eller behandler civile og demonstranter uden for regimets hospitaler – de såkaldte slagtehuse – torteres og likvideres i hundredvis. Mine kollegaers forsøg på at skjule hospitalerne i grotter, under jorden eller i et gammelt aflukket plejehjem, som det jeg er på vej til, er ofte forgæves. Mit blod bruser i ørerne, da Ahmad vender sig om og beder mig være klar. Han roder sig selv i håret og fumler med nogle papirer, da chaufføren ruller vinduet ned. Jeg tør ikke løfte blikket, tænk hvis de kan se på mig, at jeg er eksil-syrer fra Danmark. En stor fed afvisning ved grænsen eller en stor dusørsum, når jeg bliver bortført? Imens jeg sidder med hænderne knuget i skødet og overvejer, hvilken skæbne der er den grummeste, hører jeg, at vi får tilladelse til at passere. De bryske mænd, som bevogter grænsen har alligevel stor respekt for kirurgen Ahmad. Jeg tør ikke kigge op og se Syrien. Jeg holder blikket fæstnet på mine urolige svedende hænder.

I flere år har jeg drømt om at komme tilbage, forestillet mig, at jeg deltog i protesterne og sang med på melodierne om frihed. I flere år har jeg kigget ængsteligt på et stigende dødstal, som ingen i verdenssamfundet ville gøre noget ved. Afhoppere fra regimets hær dannede den Frie Syriske Hær og fravristede blodsregimet magten i flere provinser. Drømmen om et sekulært demokrati, hvor millioner af syrere kunne leve i anstændighed, var inden for rækkevidde. Jo længere ind i landet, vi kørte, desto tættere på mig var demokratiet. Når trægrene skrabede mod bilens vinduer, troede jeg, at de sang om lænkernes ende. Solen, som skinnede ind gennem vinduerne, var absolut fri, den havde en bestemt glød. Jeg smilede. Jeg kørte nu igennem en del af Syrien, hvor jeg kunne forbande regimet, hvis jeg ville, uden at en sikkerhedsofficer ville arrestere mig.

Ahmad vender sig om: »Velkommen til de befriede dele af Syrien, Doktor Haifaa.«

Jeg kigger endelig op på Ahmad, han smiler stort. Vi kører på en støvet landevej igennem en landsby i bjergene. Husene er, som jeg kender dem, hvidkalkede lerhuse, som i mine bedsteforældres landsby. Flade tage, trædøre og støvede små veje. Dér er der en traktor, en mand suser forbi på motorcykel, dér går en dreng med en trillebør. Mænd med skæg, skæg alle vegne. Sorte kvindespøgelser dukker op på vejene. Stumpede mandebukser, mere skæg. Her har jeg ikke lyst til at trykke næsen mod vinduet, som jeg gjorde i Seydnaya i min barndom.

Tektoniske plader bevæger sig i mit indre. Mit smil falmer i takt med, at mit lands nye landskab åbenbarer sig for mig. Syrerne er blevet forladt af verdenssamfundet, og ekstreme kræfter har overtaget vores fredelige revolution og identitet.

Da vi ankommer til hospitalet og modtages af de kvindelige og mandlige læger, går et lettelsens suk igennem mig. Jeg kan høre på snakken og tonen, at de nytilkomne rabiate tendenser ikke har fået rodfæste her. Kvindelige læger i smarte tørklæder joker med deres mandlige kollegaer, vandpiber tændes i gården, og frivillige sygeplejersker fra andre regioner i landet hylder stadig de sekulære oprørsgrupper.

Jeg sætter mig på en sofa i kaffestuen på hospitalet og betragter mit nye arbejdssted. Jeg ville ønske, jeg kunne vende tilbage til den gamle kvinde med de kohlindrammede øjne foran Seydnayas torturfængsel og fortælle hende, at ventetiden er forbi, at kampen nu er begyndt.

Overalt i den arabiske verden kæmper kvinder som læger, advokater og journalister for at ændre deres nutid og fremtid. Stille forandringer, som aldrig vil blive overskrifter. Oprør og selvopofrelse, som aldrig vil blive anerkendt, og formentlig knuses af patriarkatet. Vi har ingen undskyldinger for ikke at lytte til dem.

Haifaa Awad er læge og debattør og har ad flere omgange arbejdet som frivillig under borgerkrigen i Syrien. 

Categories
Atlas

Annonce: Glyptoteket

Categories
Atlas

Katastrofekomponisten

KRITIK

Katastrofekomponisten

Af Oscar Linde Roikjer

Ludwig van Beethoven er kendt som den første romantiker. Men Beethoven var mere end det. Han indvarslede det 20. århundredes musik, da han selv blot befandt sig et par årtier inde i 1800-tallet.

Ludwig von Beethovens liv er som støbt over skabelonen for det ensomme kraftgeni. Vidunderbarnet fra Bonn, der som ung mand drog til Wien; fik skabt sig et navn i Europas daværende kulturelle knudepunkt først som virtuos pianist, derefter som en slags arvtager til Mozart, inden han ækelt og langsomt mistede hørelsen, isolerede sig, trådte tilbage fra fænomenernes verden, og alt imens komponerede noget af det mest bjergtagende og overvældende musik, man som menneske – selv i det 21. århundrede – kan udsætte sig selv for.

Fortællingen om Beethovens levnedsløb er så dramatisk og dragende, at det er næsten umuligt at se bort fra. Men hvis man rigtigt vil forstå betydningen af Beethovens musik, så må man lade det biografiske sørgespil vige og lade musikken stå for sig selv. For som den tyske filosof og livslange Beethoven-entusiast Theodor Adorno – der i de sidste godt 30 år af sit liv arbejde på en Beethoven-bog – gør opmærksom på, så er det »at gå udenom«, når komponistens tragiske liv og skæbne trækkes frem som forklaringen på kraften i hans kunst.

Og hvad er det så præcis, man går udenom? Ja, det korte og irriterende, men også det egentlige svar på Beethovens storhed, er at han var evindeligt selvundergravende og ufortrødent selvkritisk. Han sprøjtede ikke det ene ‘hit’ ud efter det næste, men både turde og var i stand til – hvad man på nudansk ville kalde – hele tiden at ‘udfordre og genopfinde sig selv.’ Eller som Adorno formulerer det: »Hos Beethoven er der ingen tingsliggørelse af formerne.«

Godt nok blev Adorno aldrig færdig med sin bog om Beethoven, men til gengæld findes al det forladte forarbejde – noter til ham selv, strøtanker og andre løsrevne fragmenter – samlet i bogform og i forbindelse med 250-året for komponistens fødsel nu også i en dansk nyoversættelse af Henning Goldbæk på Forlaget Klim. Det er en noget rodet affære, men alligevel løber en klar hovedtendens gennem bogen. Nemlig, at det er Beethovens kritiske fremgangsmåde i forhold til hans egen musik – hans »dynamisk-dialektiske væsen« – der er det altafgørende og skelsættende træk ved komponisten: Det er her, at den analytiske knivsæg skal stikkes ind.

MERE HEGELSK END HEGEL

Inden vi når til musikken, er det nødvendigt først at forstå lidt om Adornos store inspirator G.W.F. Hegel. Meget groft sat op var en af Hegels helt afgørende tanker nemlig, at al udvikling grundlæggende følger en dialektisk proces, hvor ethvert begreb (tese) altid møder sin negation (antitese), inden de to modstridende idéer ultimativt forenes til noget mægtigere (syntese). Og Adornos sene hovedværk Negativ dialektik er først og fremmest et argument imod Hegels sidste konklusion. Hvilket vil sige, at Adornos dialektik er rastløs og evindelig – det er en (selv)kritisk form for tænkning, der ikke forventer at nå frem til et transcendent princip; ankomme til fast grund; eller nå et plateau, hvor foreningen af modsatrettede kategorier realiseres. Og det er den prisme, som Adorno anskuer Beethoven igennem.

Når Adorno skriver, at Beethoven er »mere hegelsk end Hegel«, er det, han mener, derfor snarere, at Beethoven i højere grad er i overensstemmelse med Adornos egen forestilling om dialektikken end med Hegels tese-antitese-syntese-model, netop fordi Beethoven ikke standser op eller gør holdt i sin dialektiske refleksion, men bliver ved med at overskride sig selv.

Og hvordan giver det så mening i forhold til selve musikken?

Ja, Beethovens musikalske virke deles som regel op i tre afdelinger: 1) den tidlige, klassicistiske periode; 2) den mellemste, triumferende periode; og 3) den sene periode. Den tidlige periode er kendetegnet ved, at den unge Beethoven i vid udstrækning er inspireret dels af Haydn, men særligt af Mozarts »guddommelige letsindighed«, som Adorno lakonisk betegner det ét sted, mens det et andet sted hedder: »Lyden fra det fyrstelige porcelæn hos Mozart« og det »patetisk-dekorative.« Den ottende (Pathétique) og den 14. klaversonate (Måneskinssonaten) er blandt de kendteste eksempler på den tidlige stil.

Overgangen til midterperioden fremkaldes, idet der træder et stærkere romantisk element frem hos Beethoven; et friere udtryk; en valorisering af en subjektiv udfoldelse imod de musikalske standarder, regler og systemer, som er klassicismens byggeklodser. I overgangfasen kan nævnes den 17. klaversonate (Stormen) og desuden den syvende violinsonate, som Adorno kalder »et af de første virkelige beethovenske stykker.« Og det er først herfra og fremefter, at Beethoven får egentligt greb om sin »dialektiske kompositionsmetode«.

For Adorno er spørgsmålet i al musik, hvordan en »helhed [kan] eksistere, uden at der øves vold mod det enkeltstående«, hvor helheden (det objektive) skal forstås som kunstværket som sådan, mens det enkeltstående (det subjektive) skal fortolkes som temaet, melodilinjen, noden. Og Adorno er derfor kritisk over for den romantiske musik og dens vidtløftige subjektivitet – som han i særdeleshed ser udmøntet hos Franz Schubert – fordi »den befriede detalje samtidig er den forladte detalje, ligesom det befriede individ samtidig er det isolerede individ.« Derfor bliver spørgsmålet, hvordan Beethoven i sin romantisk-anførte mellemperiode forholder sig til dét paradoks.

Og svaret er selvfølgelig, at han forholder sig til det ved at løse det. For på næsten mirakuløs vis lykkes det Beethoven at skabe en »uopløselig sammenkobling af del og helhed« – han opnår simpelthen den hegelske syntese. Og netop dét er kendetegnet ved komponistens mellemste periode, hvor de store »mesterværker findes«: Den tredje (Eroica), den femte og den syvende symfoni. Sidstnævnte kalder Adorno endda »symfonien par excellence«, og generelt kaster frankfurterfilosoffen i sin analyse af mellemperioden med adjektiver som »afrundet«, »fuldendt« og »gennemført«. (Adorno tæller også den niende symfoni med som en del af mellemperioden af stilistiske årsager, selvom den tidsligt falder sammen med den sene stil). Foruden de symfoniske kompositioner har vi her at gøre med den 21. (Waldstein) og den 23. klaversonate (Appassionata), hvis førstesats Adorno går så vidt som at kalde »en ægte syntese«.

Katastroferne kommer

Så kunne man jo tro, at Beethoven – efter at være ankommet til det musikalske optryk af den ‘ægte’ hegelske syntese – ville lade dét være slutpunktet. Men sådan gik det selvfølgelig ikke. For når man som Beethoven (og Adorno selv, i øvrigt) er drevet af endeløs selvoverskridelse, så er »gennemføringen i en vis forstand aldrig […] mulig.« Og hvor står man så?

Beethoven så på alle måder ind i fremtiden og evigheden

Jo, negationen af de »transcenderende øjeblikke« i mellemperioden fører hos Beethoven til en decideret opløsningsproces. Den sene stil er kendetegnet ved »antifoniske værker«; brudfyldte, polariserede og fragmentariske; med melodiske linjer, der afbrydes, før de udfolder sig til noget færdigt; med harmonier, der dør ud; og hvor de harmoniske tyngdepunkter i høj grad er adskilt fra de rytmiske. Effekten er, at musikken træder nøgent og »uformidlet« frem som skår fra en bagvedliggende, skjult musik (andensatsen i den 32. klaversonate lyder eksempelvis direkte jazzet). Eller som Adorno formulerer det: »Beethoven, den positive negations mester: kast bort, for at genvinde.«

Men det er nu ikke alting, Beethoven kaster bort. For mens den mellemste Beethoven iturev eller omsmeltede klassicismens konventioner, så er den sene Beethovens musikalske formsprog pludselig fyldt med konventionelle formler og vendinger. Det gælder eksempelvis den 31. klaversonate, hvor førstetemaet ledsages af et utilsløret primitivt sekstendedelsakkompagnement, som »mellemperiodens stil næppe havde accepteret«. Ét sted skriver Adorno, at det skal forstås som udtryk for, at »Beethoven [har] gjort den borgerlige ånds eget fangenskab i sig selv til motor.« Så selvom den mellemste Beethoven nok brød konventionerne, så gjorde den sene Beethoven på en måde noget mere radikalt ved at genindoptage dem. Nemlig, at se »musikkens nøgne sprog, renset for ethvert individuelt udtryk, i øjnene.«

Den sene stil er således mærket ved at ville rive læderet af illusionen om syntesen mellem subjekt og objekt – det er på alle måder en sønderlemmende kritik af mellemperioden. Og det enestående ved kritikken er, at Beethoven – i en vis forstand – formår at fremføre den uden at sætte noget andet i stedet for. Han »sprænger dem [kunstværkerne], ikke for at udtrykke sig selv, men for udtryksløst at kaste kunstens skin af sig. Af værkerne lader [han] kun ruiner stå tilbage.«

Og først her indløser Beethoven for alvor sin billet som den måske mægtigste komponist nogensinde. For – som Adorno formulerer det – så »findes der kun kunst i det omfang, kunst er umulig,« hvilket betyder, at et kunstværk kun for alvor kan siges at være vellykket, når det støder på sine egne grænser; når det undergraver sig selv. Og det er præcis det, der sker i de sene strygerkvartetter, de fem sidste klaversonater, de sidste bagateller og Diabelli-variationerne. Med deres skarpe kanter, dybe kløfter og yderpunktsspaltninger i alle ekstremer. Det prangende og klangligt monumentale korværk Missa Solemnis, der også blev komponeret sent i Beethovens liv, og som han desuden selv anså for at være l’oeuvre le plus accompli (sit mest vellykkede værk) er en sag helt for sig; det minder ikke om noget andet hos Beethoven – og var i øvrigt medvirkende årsag til, at Adorno ikke fik skrevet sin Beethoven-bog.

Derfor er det en grotesk underdrivelse, når det bliver sagt, at Beethoven var en overgangfigur fra klassicismen til romantikken, for Beethoven havde, som Adorno fortæller os, allerede både »hele romantikken [den mellemste periode] og kritikken af den [den sene periode] i sig.« Den sene stil indvarslede harmoniens død og den atonale musik, rejste en bro på tværs af hele den romantiske periode og etablerede en forbindelse til Arnold Schönberg, hans disciple og tolvtonemusikken. Beethoven så på alle måder ind i fremtiden og evigheden. Eller som Adorno formulerede det: »I kunstens historie er de sene værker katastroferne.«

Theodor W. Adorno, Beethoven – musikkens filosofi, Klim

Categories
Atlas

V for sejr

REPORTAGE

V for sejr

Af Jacob Skyggebjerg · Illustration Thit Thyrring

Forfatter Jacob Skyggebjerg meldte sig ind i Stram Kurs, tog til Rigskongres på Christiansborg og fandt et fællesskab sammentømret af de uønskedes oprør.

Rasmus Paludan snurrer rundt om sig selv, spiler øjnene op, kører en hånd i cirkler på sin mave. Han har med spring, fagter og grimasser efterhånden mimet sig igennem alle ni vers af børnesangen Lille Hoa: »Det syntes han var vældig flot, for han var en ægte hottentot.« Hver gang et vers er forbi, og han er ved at gå i stå, klapper vi, min ven Anthon og jeg, råber, og brøler af grin, og så fortsætter han. Han er en entertainer, det kan jeg se, for jeg er selv en entertainer, og jeg ved, hvordan det føles, når man mærker publikums reaktion: Man har intet andet valg end at fortsætte.

Da sangen endelig er forbi, og han kan stå og puste lidt ud, går jeg hen og siger det til ham: at han er entertainer, og jeg forstår ham. Fuld af foragt ser han på mig. Hvor vover jeg at bilde mig ind, at jeg forstår ham – ­ham – Rasmus Paludan, lederen, føreren, stifteren!